Jeg er rystet.
At være vidne til kommunikationen i det offentlige rum er sgu lige til at blive rystet af.
Det er ligesom om, at det er blevet det vilde vesten derude i den offentlige debat.
Alle meninger gælder, alle har krav på at ytre sig, alle har behov for at ytre sig..
Vi lever i en del af verden, hvor vi er så heldige at have ytringsfrihed.
Vi har lov at sige, hvad vi mener og tror på..
Ingen må give os mundkurv på.
En fantastisk frihed at have i en verden med minimum undertrykkelse, fattigdom og krig.
Vi lever i den bedste del af verden.
Vi er sikre, trygge og har mulighed for at udtrykke os, som vi gerne vil. Vi lever i et demokrati og har politiske partier spredt over en bred kam, så der er noget for alle. Ren tag-selv-bord..
Jeg har altid værdsat denne mulighed og frihed – og jeg har i min opdragelse af mine skønne – nu voksne børn – haft fokus på, at vi mennesker er lige – uanset farve, tro, politiske holdning eller seksualitet. Uanset om vi er enige eller ej, ser og lever den samme vej eller ej – så er vi alle lige meget værd, som mennesker.
Alligevel føler folk sig forpligtet til at ytre sig på en måde, som jeg på ingen måde har respekt for.
At føle sig forpligtet til at udtale sig om ALT på en måde, som er så respektløst gør mig total målløs.
Jeg håber, at ingen forældre bevidst udviser den adfærd, som rollemodel for sine børn.. Store som små..
Mange har en mening og ligefrem kritik om deltagere i VMD, de er fordømmende overfor kendte, som går fra ægtefællen, de diagnosticerer kriminelle gerningmænd som psykopater, psykisk syge eller idioter.
De beskriver gerne i detaljen, hvad de mener den påtalte skal udsættes for, hvor klamme de er eller laver en dårlig anmeldelse – for lige at understrege deres pointe.
De har ingen hæmninger i udtalelser om vildt fremmede mennesker, som på en eller anden måde går imod deres vej, har en anden mening, er fejlagtige i deres menneskelige formåen, har en anden tilgang eller som blot irriterer deres øje, fordi kroppen ikke smyger sig i de rigtige folder.
At være vidne til, at folk kaster sig over tasterne på den helt ubeskrivelige grimme måde – og lufter den indre svinehund i forhold til et vildt fremmed menneske, er enormt grænseoverskridende !
Grænseoverskridende – fordi jeg ved, at de aldrig ville gøre det i en direkte kommunikation.
Og vil de gøre det på samme måde der – så er jeg endnu mere bekymret..!!
Det er ærgerligt med den tilgang, for det afholder rigtig mange fra at deltage i en debat, som kun kunne blive mere nuanceret ved flere perspektiver..
Vi kunne måske endda ende med at blive en smule klogere efterfølgende..
Men skulle én enkelt eller to påpege moralen i en minimering af de hadefulde gloser, så smides der blot med endnu flere – listen er lang og retten til ikke at lade sig “belære” er markant til stede.
Men det er ikke en belæring.
Det er et menneskeligt opråb på fornuft, mange vinkler, og en næstekærlig tilgang.
Hvem siger, at din holdning er den rigtige – og for hvem ?
Hvorfor er det vigtigere for dig, at din holdning bliver luftet – end at tage et medmenneskeligt hensyn.
Hvordan kan man smide om sig med diagnoser mod fremmede mennesker som psykopati og narcissisme, når man ikke selv viser empati og forståelse ?
Jeg har lært mine børn, at de aldrig ved, hvilken historie et andet menneske har.
Så det er vigtigt, at være åben, nysgerrig og imødekommende i kommunikationen med et andet menneske.
Vær ydmyg i kontakten.
Du kan ikke imponere mig med biler, penge eller andre værdier – du kan kun imponere mig med din adfærd ! Er et stående statement her..
Og med et hurtigt kig på den offentlige debat på nettet, så er det sgu klart en ommer og total uimponerende.
Kan det virkelig passe, at vi som befolkning ikke har lært det grundlæggende i en almindelig kommunikation ?
At “gå efter manden i stedet for bolden” er en uintelligent og egoistisk adfærd, som blot lærer vores børn og unge et ufleksibelt og rigidt samfundssyn.
Et samfundssyn, hvor der ikke er plads til forskelligheder og friheden til at være os selv med de fejl og mangler vi nu har.
Vi skulle i stedet bruge krudt på, at puste liv i den gamle værdi “hvis du ikke har noget pænt at sige”.. nyde friheden og føle et ansvar for at skabe mere glæde og kærlighed i vores fælles verden.
Og lad os gøre os mere umage med måden, som vi kommunikerer med hinanden på. Så vi fremover øver os i at blive på vores egen banehalvdel, når vi bruger vores ytringfrihed..